Om Ulkebølkoret

Ulkebølkoret har eksisteret siden 1986 og består af omkring 35 korsangere, fordelt på sopraner, alter, tenorer og basser. Korets dirigent er Sebastian Clasen.

Lysten til og glæden ved at synge i et blandet voksenkor er en selvfølge for at være med, så udover en god sangstemme er der ingen krav til optagelse i koret.

Koret afholder øveaften hver onsdag kl. 19.30-21.15 på Kløver Skolen, Kløvermarken 1, Sønderborg.

Sæsonen starter sidst i august og slutter i maj. Hvert andet år er vi på en korudflugt. For nogle år siden var vi på en længere tur til Amsterdam,  i foråret 2015 blev det til en kort tur til Den Fynske Landsby og efterfølgende korkoncert i Musikhuset i Odense. I 2017 var vi med til at fejre Jens Rosendahl i Ballum. 2019 var vi på en dagstur til Ærø, hvor vi blandt andet sang i Bregninge Kirke.

Repertoiret er meget bredt og spænder fra ældre kirkemusik over folkesange og traditionel dansk kormusik til rytmiske satser, viser, musicals og nyere kompositioner med og uden musikalsk ledsagelse.. Koret synger mest på dansk men krydrer gerne med engelsk, svensk og latin ind imellem.

Vi afholder et par koncerter om året. I over 30 år har koret medvirket til en adventskoncert i Ulkebøl Kirke. De senere år har vi sunget til de 9 læsninger i forskellige kirker. Vi medvirker ved Sønderborg-korenes Forårskoncert i Alsion i begyndelsen af maj, men vi synger også gerne på plejehjem o.lign. Send en email til formanden for at booke os og høre om mulighederne.

Der er indlagt en god pause i hver korprøve for vi vægter også det sociale højt. Der er en god stemning i koret og snakken går lystigt på kryds og tværs.

Ulkebølkoret er medlem af Danske Folkekor og Grænsekorene. Vi deltager gerne i deres stævner og får rabat i stævnegebyr ved deltagelse.

Skulle du være interesseret i at synge i Ulkebølkoret, er du velkommen til at kontakte os for yderligere oplysninger. Koret er tilsluttet aftenskolen FOF Sønderborg.